|
Kijara tegneseriens tilblivelse
Kijara, som også har lagt navn til mit website, er arbejdstitlen på mit langvarige tegneserieprojekt med at skabe en albumserie.
Mens jeg arbejder på det første album i serien laver jeg løbende korte tegneserier med figurerne. Du kan læse dem i webcomicssektionen.
I denne sektion kan du læse om tegneseriens tilblivelse
Du kan læse om de figurer, der optræder i tegneserien under fanen "persongalleri".

En tegneserie bliver til
Jeg startede for alvor projektet op i 2008 under barslen med min datter nummer to, men jeg fik allerede de første ideer til historien og personerne under min første barsel i 2006.
Jeg havde faktisk længe gået og tegnet og digtet på nogle personer, som jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle med, men langsomt begyndte en historie at dukke op. Udover at tegne, har jeg altid været glad for at skrive historier (det kan mine dansklærere i folkeskolen, som måtte lide under fantasifulde fristile på 2-4 hele kladdehæfter skrive under på... med samt alle de andre lærere, der stjal kladdehæfterne fra lærerværelset for at læse med). Det var som om, at en masse brikker pludselig faldt på plads for mig, og jeg fattede slet ikke, at jeg ikke havde forstået noget før, at det var det, jeg skulle. Kombinere mit tegneri med min fortællelyst. Lave tegneserier. (Her havde jeg ellers hele tiden troet, at jeg bare var småtosset, fordi jeg gik og opfandt personer, tegninger, steder og historier der bandt det hele sammen...)
Jeg startede med at tegne de løsrevne personer, billeder og sekvenser, der dukkede op (og skrive mig nogle psykologiske profiler...), og stille og roligt kunne det hele pusles sammen til en større historie, og jeg fik fyldt hullerne mellem sekvenserne ud.
Et uddrag fra én af de løsrevne sekvenser der dukkede op - det er bare hurtige skitser, for den eneste mening med at tegne det er at få historien ned på papir, så der er ingen grund til at fedte med skøntegning, når det alligevel skal tegnes om senere...:

Min datter blev født i maj 2008 og ca. en måned efter (jeg skulle lige overstå et par eksamener på overbygningen af psykologistudiet), begyndte jeg på et udførligt storyboard over den tegneserie, jeg ville lave. Første udkast stod færdigt i september 2008, og så blev de sidste ting rettet til i løbet af resten af året. Jeg gik lidt i stå med tegneserien i den periode, både fordi jeg ikke kunne lade være med at lave nogle storyboardsider og plotideer til den næste historie, men også fordi det var en skræmmende tanke sådan at skulle begynde at tegne "for real", og jeg tvivlede meget på, om jeg virkelig tegnede og skrev godt nok til at gennemføre det her. Da var det, at mine aktiviteter på online tegneserietidsskriftet Seriejournalen fik sat skub i det hele alligevel (se webcomic sektionen), og i januar 2009 satte jeg mig ned og tegnede de to første sider til albummet i blyantsskitse.
Klik på billedet for at se skitserne til de to sider:

Historien
Historien i Kijara er inspireret af mainstream amerikanske superhelte comics, både klassiske og moderne, og den europæiske sci-fi genre. Kort fortalt er det hele tidmæssigt sat lidt ude i fremtiden, hvor det er blevet almindeligt med genetiske modifikationer af mennesker. Som man nok kan regne ud, er der jo altid nogen der skal gå overboard med den slags og ikke bare kan holde sig til mørkt vs. lyst hår eller musisk vs. kunstnerisk talent, så der bliver skabt både supersoldater, folk med mærkelige psykiske evner og kombinationer af menneske- og dyre-dna. Du kan læse om de figurer der optræder i tegneserien under fanen persongalleri.
Tegnestilen i Kijarategneserien er realistisk, dog med figurer/personer i en smule mere toony stil end omgivelserne. Det er planen at bruge minimum de næste 5 års tid (fra januar 2009) på at tegne, rentegne og farvelægge albummet. Det er lang tid, men jeg har også et studie der skal færdiggøres ved siden af, og derefter et arbejde som psykolog, som jeg også ser frem til.
Når jeg er færdig med den første historie, har jeg har størstedelen af plottet og ca. 10 siders storyboard til en efterfølgende historie og de store træk i plottet til minimum 2-3 yderligere historier.
Jeg har en blog på Seriejournalen.dk, hvor jeg løbende skriver om mine erfaringer med at skabe en tegneserie. Her kan du foreløbig læse om, hvordan ideen opstod, om at lave et storyboard, om at sætte en side op og om historiens "Good Guys" og "Bad Guys". Du kan også se billeder og udklip fra tegneserien og kommentere på indlæggene. Bloggen kan læses her: En tegneserie bliver til.
Jeg har også oprettet en Facebookside, hvor du kan holde dig opdateret med tegneserieprojektet og se flere billeder og udklip fra tegneserien og kommentere eller stille spørgsmål. Du kan tilmelde dig her, hvis du er Facebook-bruger: Tegneserien Kijara
|